Ledige stillinger

Regnskabsassistent

Er du regnskabsassistent med stort ”R”, og har du talent for debitoropfølgning, kreditorstyring og bogføring? Drømmer du ovenikøbet om et job, hvor du får lov til at udfolde din faglighed, arbejde tæt sammen med dine kolleger, får mulighed for en fleksibel arbejdsdag og gode arbejdsforhold. Ja så behøver du ikke at drømme mere! Vi har en rigtig god mulighed til dig her:

Hvem er vi?
Sintex er en højt specialiseret virksomhed med speciale indenfor sintringsteknologien. Vi fremstiller og leverer magnetiske systemer og pulvermetalkomponenter til forskellige industrier over hele verden. Vi arbejder målrettet på at muliggøre en bæredygtig og grøn omstilling, og hjælper vores kunder med at gøre det samme.

Bliver du en del af Sintex, får du 170 gode og dygtige kolleger fordelt på vores kontorer og produktion placeret i Hobro. Da Sintex er en del af Grundfos, kommer du ind i en organisation med et stort bagland, og vores fundament bygger på stærke værdier, et stærkt økonomisk forhold og et innovativt mindset.

Jobbet
Du vil som vores fremtidige kollega blive en del af et team på fem, der løser alle opgaver inden for økonomi og finans. Som regnskabsassistent bliver du en central spiller i økonomiafdelingen, og dit store gå-på-mod bliver en stor styrke i din hverdag. Du vil få et varierende job, hvor du kommer til at varetage en række af de daglige opgaver, og hvor du samtidig får mulighed for at sætte dit præg på stillingen.

Dine primære opgaver kan blandt andet være:

  • Debitoropfølgning
  • Kreditorstyring
  • Intercompany afstemninger både på leverandører og kunder
  • Indberetning af diverse statistikker
  • Momsafregning
  • Bankafstemning
  • Diverse fakturering
  • Deltagelse i månedsafslutning
  • Ad hoc bogføring
  • Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med lønadministration, da vi ønsker, at du skal varetage en del af lønkørslen.

 

Et af dine primære arbejdsredskaber er Excel, og det er derfor et krav, at du har det store kørekort til netop Excel og kan manøvrere i store regneark. Da vi benytter Microsoft Dynamics AX, er det ligeledes en fordel, hvis du har erfaring med dette eller lignende MS-baserede systemer.

Dine tætte samarbejdspartnere bliver både på kontoret og i fabrikken og til tider med koncernfunktioner i Grundfos. Det er derfor et krav, at du kan kommunikere på dansk og engelsk.

I økonomiafdelingen tager vi lige nu store skridt hen imod en digital rejse, hvor vi ønsker at optimere og automatisere mange af de manuelle processer, og som du får muligheden for at komme med på og bidrage til. Et skarpt øje for optimering er derfor også et plus.

 

Om dig
Du har en relevant uddannelse og erfaring fra en lignende stilling, og så har du mod på at give dig i kast med både velkendte og nye opgaver.

For at få succes i stillingen, er det afgørende, at du trives i en rutinepræget hverdag, hvor opgaverne skal løses inden for deadline samt formår at holde øjnene på bolden – også når det går stærkt. Du har en god økonomisk forståelse og er fortrolig med moderne økonomisystemer og regneark.

Du er en teamplayer og god til at samarbejde med dine kolleger på kontoret og i de andre afdelinger. Du har et smittende humør og er med til at bidrage til den gode stemning i afdelingen.

Hvorfor blive en del af Sintex?
I Sintex tror vi på, at frihed under ansvar er med til at udvikle og motivere vores medarbejdere, og vi lægger derfor vægt på et fleksibelt arbejdsliv og gensidig tillid. Vi har en flad struktur, hvor vi forandrer i fællesskab – alle har derfor en stemme og mulighed for at komme med deres ideer.

Vi arbejder for fællesskabet og glade medarbejdere, og vi kan derfor blandt andet tilbyde egen kantine, obligatorisk sundhedsforsikring til en fordelagtig pris, ladestander til elbil og bonusordning.

 

Kan du se dig selv hos os?

Så send din ansøgning og dit CV allerede i dag til Personale@sintex.com. Deadline er søndag den 21. august. Vi forventer opstart i oktober.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Økonomi- og Administrationschef, Dennis Egebo, på DEG@sintex.com eller tlf. 71747945.

Vi holder dog sommerferie i uge 28, 29 og 30, men vender tilbage mandag i uge 31.

 

Vi glæder os til at modtage din ansøgning!